AC Horsens er på toppen

Træneren går efter plads i top 6

I AC Horsens tør de spille fodbold, også selv om de spiller på "de store stadions", som træner Johnny Mølby siger. Og det er derfor, AC Horsens er Superligaens bedste udebanehold og inden søndagens kampe ligger nummer tre i tabellen.

- Vi tør spille fodbold, siger Johnny Mølby med tryk på tør.

- Vi ved godt, at vi skal vinde fodboldkampe. Uafgjort er fint, men hvis man vil være med deroppe, skal man også vinde kampe. Og det går vi efter.

Foruden den gode placering er AC Horsens også stadig med i pokalturneringen, hvilket kraftigt øger chancerne for europæisk fodbold, da en titel som pokalvindere giver adgang til Europa.

- Der er to chancer, og det vil være en triumf for klubben, hvis det kan lade sig gøre. Det vil være det største nogensinde for klubben, siger Martin Retov.

Fortiden spøger i Horsens

Både midtbaneslideren og træneren understreger dog hele tiden, at spillerne kun tænker på næste kamp. Fortiden spøger nemlig i AC Horsens.

- Vi skal være glade for at ende i top 6. Det her er en ny tid for klubben, og vi vil bare ikke være et elevatorhold igen, som vi var det for nogle år siden, siger Martin Retov.

Den betragtning er anfører Niels Lodberg enig i, mens træner Johnny Mølby tør tage lidt mere eksotiske ord i munden.

- Vi har meldt ud, at vi kan slutte i top 4-5-6, lige så vel som alle andre. Og det går vi efter, siger Johnny Mølby.