Åbn vinduet med din stemme
Nyt samarbejde skal hjælpe handicappede
Aarhus Kommune er gået sammen med private aktører for at stifte virksomheden Human Technologies ApS.
Virksomheden skal levere tekniske løsninger, der skal gøre hverdagen nemmere for handicappede.
Udover Aarhus Kommune består virksomheden af privataktør Max Jensen, der hidtil har drevet virksomheden Human Technologies Europe, samt Østjysk Innovation, der investerer på vegne af den danske stat.
Et af fokusområderne for virksomheden vil blandt andet være at udvikle stemmestyringsløsninger.
- Forestil dig, at du er lam fra nakken og ned og skal have hjælp til alt. Eller at du er kørestolsbruger og ikke selv kan nå øverste hylde i skabet eller håndtaget til at åbne vinduet. Men i stedet for at være konstant afhængig af andres hjælp, kan du klare det hele alene ved hjælp af din stemme. Det er kernen i Human Technologies ApS, siger Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune.
Stemmestyringen findes allerede i dag ni forskellige steder i Danmark.
Et af de steder er Vikærgården i Aarhus, hvor kontrakten mellem samarbejdspartnerne i dag blev underskrevet.