Abildskou: En perfekt jul

Juletrafikken fordeler sig over flere dage

Med 22 afgange fra København mod Jylland bliver lillejuleaftensdag mere end almindelig travlt for det aarhusianske busselskab Abildskou.

Ifølge selskabets direktør, Jess Abildskou, kunne travlheden dog have været meget større den 23. december.

Når juleaften falder på en onsdag, fordeler juletrafikken sig over en lang række dage i stedet for at være koncentreret på ét døgn.

- Juleaften på en onsdag er helt perfekt. Mange begyndte allerede deres juleferie inden weekenden og holder så fri mandag og tirsdag. Det betyder, at antallet af rejsedage er mange, og dermed bliver trafikken fordelt, siger Jess Abildskou til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se: Er du klar til Store Rejsedag

Set med transportør-briller giver det ifølge Jess Abildskou mest travlhed, når juleaften falder på en lørdag. Når det sker, rejser mange danskere på samme tidspunkt. Heldigvis er det ikke tilfældet i år.

- På den måde kan vi tilbyde en bedre service for vores kunder, fastslår han.

Ligesom der på motorvejene er klart mest trafik fra Sjælland mod Jylland, har Abildskou i dag, tirsdag, flere afgange fra København til Aarhus end den modsatte vej.

Efter jul er billedet det modsatte. Her vender flere københavnere hjem fra juleferie i Jylland end omvendt.

Foruden Aarhus kører Abildskou blandt andet også til og fra Sjælland fra Randers, Grenaa, Silkeborg, Hammel, Rønde, Ans, Tirstrup og Ebeltoft.