Aber husker endnu bedre
Aarhus-forskere gør nye opdagelser
Abers hukommelse ligner menneskers. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Men tidligere troede man, at aber kunne huske 72 timer tilbage - det gør den nye forskning op med.
Faktisk kan aber huske meget lig mennesker, hvis de bliver udsat for de rette ledetråde. Det viser et nyt eksperiment, som blev afprøvet på 15 chimpanser og fire orangutanger. Aberne kunne huske ganske fjerne begivenheder.
- Ved hjælp af et nyt eksperiment har vi påvist, at chimpanser og orangutanger kunne huske en opgave med at finde et redskab et bestemt sted og anvende det korrekt. En opgave, som de kun havde prøvet fire gange før, nemlig tre år tidligere, siger postdoc Gema Martin-Ordas fra Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences.
Overbevisende resultat
Tre år før denne undersøgelse blev aberne udsat for en opgave, hvor de skulle observere en forsker gemme to forskellige redskaber to forskellige steder. Senere skulle de så prøve at få fat i noget mad, som de ikke kunne nå. For at få belønning skulle de kunne huske det sted, hvor det nyttige redskab blev hent - for derefter at hente det og bruge det.
Forskerne udførte endnu et forsøg for at se, om aberne kunne huske en enkeltstående begivenhed. Forsøget foregik samme sted, og det var af samme karakter - dog med et andet redskab. Aberne vidste to uger senere, hvor de skulle finde redskabet, da de så forsøgslederen.
Endnu mere tilfælles
Kompleksiteten af de begivenheder, som chimpanserne og orangutangerne skulle huske i forholdet til tiden, der gik imellem forsøgene, tyder på, at abernes erindringer fra tidligere begivenheder svarer til nogle af funktionerne i den menneskelige selvbiografiske hukommelse.
- Det betyder, at aber og mennesker har endnu mere tilfælles end tidligere påvist. Stort set alle mennesker har det, man kalder selvbiografisk hukommelse. Det vil sige evnen til at huske episoder, (med følelser og sanseindtryk) fra ens eget liv. Vi ved, at mennesker ofte får spontane selvbiografiske erindringer, når de udsættes for distinkte ledetråde, præcist ligesom chimpanserne og orangutangerne i undersøgelsen. Det tyder på, at netop denne spontane side af menneskers erindringsliv evolutionært set er meget gammel, siger professor Dorthe Berntsen.