Abdullahi, Joan og Inge synes, tvungen vuggestue er et fejlskud

Tvungen vuggestue er en ommer, mener beboer, boligforeningsformand og sundhedsplejerske i Silkeborg

02:02

VIDEO: Aftalen om tvungen vuggestue indebærer, at børn i ghetto-områder skal i et såkaldt læringstilbud på 25 timer om ugen.

- Jeg synes, loven er underlig og absurd. Jeg synes på en måde, den er latterlig.

Abdullahi Hassan fra Silkeborg lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive sin holdning til en ny politisk aftale, der betyder, at børn i de såkaldte ghettoområder skal lære dansk og danske værdier fra de er ét år.

Jeg oplever ikke, at der er behov for et lovindgreb. Langt de fleste udenlandske familier vil gerne have deres børn i pasning og have deres børn integrerede.

Iben Henriksen, sundhedsplejerske, Silkeborg Kommune

Det skal ske gennem tvungen vuggestue, og hvis børnene ikke møder op, mister forældrene børnechecken.

- Det er ikke nødvendigt at lære et andet sprog fra starten af. Jeg kom til Danmark som 12-årig. Jeg taler fint dansk, siger Abdullahi Hassan, der er sociolog, og fortsætter:

- Vuggestue i sig selv er ikke forkert. Det forkerte er, at man tvinger nogle til det, som har fravalgt det, som måske har overskud til at passe børnene derhjemme.

Abdullahi Hassan følger sin søn i vuggestue ved Resedavej i Silkeborg.

Abdullahi Hassan bor sammen med sine kone og søn på Resedavej, der af regeringen defineres som et udsat boligområde tæt på ghetto-grænsen.

Abdullahi Hassan er som udgangspunkt fan af vuggestuer. Det er tvang-delen i den politiske aftale, som regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har indgået, han ikke bryder sig om. 

Læs også Rådmand: Tvungen vuggestue er synd for børnene og et 'monster'

- Vi vil begge to gerne ud og arbejde, og vi synes, at en vuggestue er et godt sted, idet den gør klar til, at børnene kommer videre i børnehave, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Boligforeningsformand vil ikke have tvang

Joan Nielsen, der er formand for Boligforeningen AAB Silkeborg, er heller ikke begejstret for den nye aftale om tvungen vuggestue. 

Aftalen indebærer, at børn i ghetto-områder skal i et såkaldt læringstilbud på 25 timer om ugen. Timerne fordeles hen over ugens fem dage - og så vidt muligt i børnenes vågne timer, som det hedder sig.

TV2 ØSTJYLLANDs udsendte reporter fangede tirsdag Joan Nielsen i en boligforening på Resedavej.

For Joan Nielsen handler problemet om, at tvangen kun rammer ghetto-områderne. 

- På en måde er det måske rigtig nok, fordi udgangspunktet er, at alle skal kunne lære dansk, når de kommer til Danmark, men jeg bryder mig ikke om, at man gør det med tvang, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Hvad så med de familier, der eksempelvis bor på Aarhusbakken, som lader bedsteforældrene passe børnene? Så lærer de børn måske ikke det dansk, regeringen gerne vil have.

Sundhedsplejerske: Ikke behov for lov

I stedet for tvungen børnehave så hun gerne, at en specifik faggruppe kom mere i spil i de såkaldte ghetto-områder.

- De sundhedsplejersker der kommer i familier med nyfødte børn kunne gennem en dialog forklare forældrene, hvor vigtigt det er, at man kan dansk, siger Joan Nielsen.

Langt de fleste udenlandske familier vil gerne have deres børn i pasning, lyder det fra sundhedsplejerske Iben Henriksen.

En sådan sundhedsplejerske har TV2 ØSTJYLLAND tirsdag talt med og spurgt, om der er behov for tvungen vuggestue. 

- Min oplevelse som sundhedsplejerske er, at langt de fleste forældre sørger for, at deres børn kommer i vuggestue eller dagpleje, når barslen slutter, siger Iben Henriksen, der er sundhedsplejerske i Silkeborg Kommune og fortsætter:

Læs også Ny ghettoaftale: Børn skal i vuggestue 25 timer om ugen

- Jeg oplever ikke, at der er behov for et lovindgreb. Langt de fleste udenlandske familier vil gerne have deres børn i pasning og have deres børn integrerede. De ved godt, at det er vigtigt for at skabe sig en fremtid i Danmark. 

Ifølge kommunen er der i alt kun otte børn i Silkeborg, der nu bliver tvunget i institution i stedet for at blive passet hjemme.