Aastrup bliver udenrigsordfører

Michael Aastrup Jensen er glad for sine nye arbejdsopgaver

For en uge siden blev han forbigået som minister, men som bekendt går det hurtigt i politik.

Det var derfor en meget glad Michael Aastrup-Jensen, der i dag fik besked om, at han nu er Venstre nye udenrigs- og udviklingsordfører.

Tidligere sad han som kultur- og it-ordfører, hvor han slog et slag for blandt andet kulturinstitutioner og seværdigheder som Fregatten Jylland og Aarhus som kulturhovedstad.

Se også: Aastrup: Ikke overrasket

Nu er det derimod store udenrigspolitiske spørgsmål, der venter. Det betyder dog langt fra, at Østjylland vil blive glemt på Christiansborg, forsikrer han over for tv2oj.dk:

- Jeg vil stadig kæmpe for aktuelle, østjyske sager som en slags uofficiel Østjylland-ordfører.

I sidste uge var øjnene også rettet mod Michael Aastrup Jensen. Denne gang i forbindelse med udnævnelsen af Venstre-ministre. Her fik den randrusianske politiker ingen ministerpost.

Er det ikke bare et plaster på såret, fordi du ikke fik en ministerpost?

- Så vil jeg sige, det er et stort plaster på såret. Det er en af de vigtigste ordførerposter i et parti. Det er et kæmpe skulderklap.

Se: Aastrup fik ikke ministerpost

Udover Michael Aastrup Jensen kan det nyvalgte medlem i Venstres folketingsgruppe, Britt Bager, glæde sig over at have fået tildelt sit ordførerskab.

Britt Bager, der blev valgt ind efter et kanonvalg i Favrskov-kredsen, vil i fremtiden fungere som Venstres kulturordfører.

De to øvrige østjyske folketingsmedlemmer fra Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen, har allerede fået udstukket deres nye arbejdsopgaver, som henholdvis politisk ordfører og erhvervs- og vækstminister.