Årsdag for tragisk gasulykke markeret med blomster
Fredag valgte borgere i Stjær at lægge blomster ved en tom grund i byen. Her skete der på samme dato sidste år en voldsom gasbrand med dødelig udgang
Den 29. september 2016 blev den lille by Stjær nær Galten ramt af en dybt tragisk og forfærdelig gasulykke. Et hus på Kollens Møllevej nær byens kirke blev sprængt i atomer som følge af et læk på en gasledning. En 87-årig kvinde omkom i gasbranden. Årsdagen blev fredag markeret af flere lokale.
De mødtes om eftermiddagen ved den nu tomme grund i byen, hvor de lagde blomster og tændte lys til minde om den ældre kvinde, der omkom i den voldsomme brand.
Flere af dem kendte den afdøde, og den dag i dag er de stadig påvirkede og rystede over ulykken – en ulykke der ramte det lille lokalsamfund i Stjær hårdt. Eksplosionen var nemlig så voldsom, at den kunne mærkes og høres i det meste af landsbyen.
- Jeg er chokeret, rystet og frygtelig ked af, at kvinden var i huset, sagde Lene Severinsen, der bor i nabolaget, dagen efter eksplosionen.
Læs også
Gasledningen, der var skyld i ulykken, var ikke ført ind i huset, men ifølge politiet må gasen være sivet ind i en såkaldt krybekælder, der hørte til huset. Herefter er gassen blevet antændt, og det gjorde, at huset eksploderede.
- Der har kunnet sive gas fra ledningen ned i krybekælderen, og derefter er det blevet antændt, hvad der helt konkret har antændt gassen og udløst eksplosionen, kan vi ikke sige, sagde leder ved lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen, til TV2 ØSTJYLLAND efter branden.
Gasselskabet og øvrige myndigheder forsikrede efter eksplosionen, at noget lignende ikke kan ske igen.
Du kan se video fra grunden, hvor det ramte hus i Stjær engang lå, øverst på siden. Den er optaget af Palle Hansen.