Årsag til flyulykke stadig ukendt: Tilskadekomne uden for livsfare
Tre personer kom alvorligt til skade under en flyulykke søndag eftermiddag på Endelave. De meldes nu uden for livsfare
Der var drama på den lille Kattegat-ø Endelave søndag eftermiddag, da et tysk fly brød i brand i forbindelse med en landing.
Fire personer blev reddet ud af flyet, de tre af dem var alvorligt kvæstede. De meldes nu alle uden for livsfare.
- Det eneste, jeg ved, er, at de stadig er indlagt på Rigshospitalet. Men de skulle være uden for livsfare, siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt til TV2 ØSTJYLLAND.
Hvordan ulykken kunne ske, vides endnu ikke. Mandag var Havarikommissionen på Endelave for at foretage tekniske undersøgelser og afhøre vidner til flyulykken, men der er endnu ikke noget resultat.
- Vi skal først have talt med piloten, men det har endnu ikke været muligt, sagde chefen for Havarikommissionen, Martin Puggaard, mandag til TV SYD.
Læs også
De fire personer, der var ombord på flyet, var to kvinder og to mænd.
Udsendte påmindelse til piloter
Piloten var en tysk mand på 53 år. Hans tre passagerer var en tysk kvinde på 52, en spansk mand på 33 samt en tysk kvinde på 28 år. Sidstnævnte slap helt uskadt fra ulykken.
Myndighederne fik alarmen klokken 16.22, har vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Kent Midtgaard tidligere oplyst.
Ulykken skete med et tysk indregistreret fly med to motorer.
I en periode efter ulykken søndag var flyvepladsen på Endelave lukket for trafik
Flyvepladsens ejer, Jens Toft, har tidligere fortalt, at man vil udsende en påmindelse til piloter om, at de skal undgå for lav hastighed og for lav højde ved anflyvning, når vinden er sydvestlig.