Århusvej spærret efter uheld: En person er i kritisk tilstand
Århusvej er spærret efter voldsomt uheld ved landsbyen Ans
OPDATERING: Midt- og Vestjyllands Politi oplyser klokken 21.35, at der formentlig vil være spærret ved Århusvej indtil midnat
Et voldsomt uheld søndag eftermiddag betyder, at politiet har spærret Århusvej i begge retninger ved Ans.
En personbil røg over i den modkørende vejbane, hvor den kørte ind i en lastbil. Lastbilschaufføren forsøgte at undvige, men kunne ikke nå det i tide.
- Føreren af personbilen blev fastklemt. Han er i kritisk tilstand og er blevet fløjet til Aarhus, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet oplyste på twitter, at et uheld havde fundet sted på Århusvej:
Lastbilen fragtede benzin, men politiet oplyser, at der ikke opstod nogen lækage ved påkørslen. Lastbilchaufføren er ikke kommet noget til ved uheldet.
Politi og redning er stadig i gang med oprydning på stedet, hjemmeværnet er også tilkaldt. Der er blevet oprette omkørsel, og det er endnu uvist, hvornår der åbnes op for trafikken på Århusvej igen.
Uheldet skete klokken 17.35.