Aarhusiansk toppolitiker mærker racisme på egen krop

Marc Perera Christensen, De Konservatives leder i Aarhus Byråd, har gang på gang oplevet at blive sat i bås på grund af sin hudfarve

02:04

- Nogle gange får jeg spørgsmål, hvor jeg tænker, at dem vil du aldrig stille min hustru eller en person, som ikke nødvendigvis har den her hudfarve.

Ordene kommer fra Marc Perera Christensen, konservativt byrådsmedlem i Aarhus gennem mere end ti år.

Han er født i Sri Lanka, og kom til Danmark som helt lille. Som mange andre adoptivbørn har han oplevet at blive behandlet anderledes på grund af sin hudfarve.

Marc Perera Christensen husker mange episoder fra nattelivet, hvor døren i bogstaveligste forstand var lukket for ham.  

- Jeg har stået mange gange konfronteret med en eller anden dørmand, der sagde: Nej, der er ikke plads til flere, eller du skal ikke ind her, siger Marc Perera Christensen, der er vokset op i en kernefamilie i Stavtrup. 

Læs også Andreas lever med hverdags-racisme: Hvor taler du godt dansk

Episoderne er blevet færre i takt med, at han er blevet et kendt ansigt i den aarhusianske offentlighed.

Alligevel dukker der stadig tilfælde op. Marc Perera Christensen fortæller, hvordan han til byrådskollega Dorthe Laustsens 70 års fødselsdag blev spurgt, om han var hendes handicaphjælper. 

- Jeg blev ærlig talt en lille smule overrasket over spørgsmålet, siger den tidligere kulturrådmand.

Marc Perera Christensen oplever især at blive sat i bås, når han befinder sig i en lufthavn.

- Min hustru og jeg foretrækker helt klart køreferie, fordi det der med at skulle gennem en lufthavn og sjovt nok altid være den, der lige tilfældigt bliver trukket ud og skal fortælle, hvor jeg har været, og hvor jeg skal hen. Det er et mareridt at flyve, siger han.   

Øverst i artiklen kan du høre hele Marc Perera Christensens historie. 

02:45

Adfærdsøkonom Tinna C. Nielsen giver sit bud på, hvordan denne form for racisme kan bekæmpes.

Luk video