Aarhusiansk løbe-darling nomineret til Årets Sportsnavn

Sara Slott Petersen er nomineret til DIF og Jyllands-Postens pris ’Årets Sportsnavn’

Foto: Jewel Samad - Scanpix

Efter et år med mange store internationale sportspræstationer fra de bedste danske idrætsudøvere er feltet i kampen om at blive kåret til "Årets Sportsnavn" skåret ned til tre nominerede, og her er den aarhusianske hækkeløber en del af feltet.

Prisen, der uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten, tilfalder i år en olympisk medaljevinder.

De tre nominerede er nemlig crawlsvømmeren Pernille Blume (OL-guld og OL-bronze), håndboldherrerne (OL-guld) og hækkeløberen Sara Slott Petersen (OL-sølv).

Læs også Sara Slott Petersen: Det har været den bedste sæson nogensinde

Sara Slott Petersen blev med sin OL-sølvmedalje den første danske kvinde nogensinde til at vinde en løbemedalje ved et OL, og derudover krydrede aarhusianeren sit år med EM-guld også.

- Det har været et godt år. Jeg har opnået mere, end jeg har forventet. Det er uden tvivl noget, jeg ser som den største sæson, jeg nogensinde har haft, sagde Sara Slott-Petersen til TV 2 | ØSTJYLLAND tilbage i september, da hun vendte hjem til Aarhus fra et Diamond League-finalestævne i Zurich i 400 meter hæk med en andenplads i bagagen.

I alt vandt Danmark 15 medaljer ved OL i Rio, lige som det også blev til VM-guld for herrelandsholdet i badminton (Thomas Cup) samt tre medaljer til østjyske Maja Alm ved VM i orientering.

- Jeg har været med omkring tildelingen af "Årets Sportsnavn" stort set siden begyndelsen, og jeg kan ikke huske et hårdere felt end det, som vi har i år, siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF, i en pressemeddelelse.

Læs også Aarhusiansk OL-darling skal få folk til at optage kviklån

En komité på syv personer skal udpege vinderen, som får overrakt prisen 7. januar 2017.

Komitéen består af kulturminister Bertel Haarder (V), DIF-formand Niels Nygaard, DIF-direktør Morten Mølholm, Team Danmark-formand Frank Jensen, Team Danmark-direktør Lone Hansen, samt chefredaktør Jacob Nybroe og sportsredaktør Troels Henriksen fra Jyllands-Posten.

 Sidste år vandt kajakroeren René Holten Poulsen prisen, som blev indstiftet i 1991.

01:35

Sara Slott Petersen blev fejret i Aarhus efter hendes historiske præstation til OL i Rio. 

Luk video