Aarhusianerne støtter igen verdens flygtninge
I dag er indsamlere fra Dansk Flygtningehjælp på gaden, og de bliver mødt af gavmilde borgere
I Aarhus bliver der ligesom resten af landet i dag samlet ind til Dansk Flygtningehjælp. Vurderet ud fra de borgere, TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte sammen med to af de frivillige indsamlere, så er der stadig velvilje til at støtte det gode formål.
Og det på trods af at der på det seneste har været flere forskellige indsamlinger og store shows, hvor danskerne blev opfordret til at støtte verdens udsatte.
Dansk Flygningehjælp på gaden i dag
- Jeg er ikke blevet træt af at give. Så længe jeg har overskud til det, vil jeg gerne hjælpe dem, der ikke har det, lyder det fra en af de glade givere, Trine fra Aarhus.
Det mindste man kan gøre
Hun puttede tyvere i indsamlingsbøssen hos Maj Sofie Rasmussen, der sammen med Jonas Vesterli samlede ind på Ingerslevs Boulevard i centrum af Aarhus.
- Jeg har tidligere været frivillig hos Dansk Flygtningehjælp, men har ikke længere tiden til det. Så det at gøre et bidrag som indsamler er for mig det mindste, jeg kan gøre, fortæller Maj Sofie Rasmussen.
Hun og indsamlingsmakkeren blev mødt af en del uåbnede døren fra begyndelsen af dagen, men de aarhusianere, der åbnede op, virkede positive over for besøget.
- Det gør i hvert fald mig glad at samle ind. Vi står sammen om at hjælpe andre mennesker, siger Maj Sofie Rasmussen.
Overskuddet fra søndagens indsamling går blandt andet til Syrien og Sydsudan. Dansk Flygtningehjælps indsamlere får typisk cirka 1.000 kr. i bøssen under en landsindsamling.
Se et videoklip fra turen med de to indsamlere i Aarhus øverst i artiklen