Aarhusianere vinder nordiske mesterskaber i gadefodbold

FC Grønnegade har gjort Danmark ære med en suveræn førsteplads til stort mesterskab i Sverige

Foto: Fra Facebook

Danmark endte øverst på sejrsskamlen til de nordiske mesterskaber i gadefodbold, der blev afviklet i denne weekend i svenske Göteborg. Finalen blev vundet med 6-4 over Finland. Holdet, der repræsenterede fædrelandet, var FC Grønnegade fra Aarhus.

Holdet var inden turneringen blevet særligt udvalgt til at stille op for Danmark, og det gjorde man så med stor succes. Alle kampe blev vundet, og det var derfor en fortjent pokal, der blev overrakt til de aarhusianske spillere.

Læs også Grønnegade imponerer til nordiske mesterskaber i gadefodbold

Lørdag talte tv2oj.dk med holdets træner Toivo Asak, som samtidig er pædagog. FC Grønnegade bliver nemlig brugt som et tilbud, hvor udsatte tidl. misbrugere bruger fodbolden til at få skabt et nyt netværk uden stoffer.

- Det her er et stoffrit aktivitetstilbud, hvor spillerne søger nye relationer og knytter bånd med folk, som søger det samme som dem. Og så er de alle en del af succeshistorien, forklarede Toivo Asak.

Selvfølgelig betyder fodbold og sejren i Sverige meget for spillerne, men oplevelsen og samværet med modstanderne er mindst lige så vigtig, påpeger træneren.

Semifinalen for FC Grønnegade-gutterne blev spillet søndag morgen, og her vandt Danmark med hele 17-5.