Aarhusianere udløste alarm
Banegård evakueret og togdrift sat i stå
En pakke efterladt af et aarhusiansk par udløste onsdag en bombealarm på Københavns Hovedbanegård.
Fundet af pakken betød, at Hovedbanegården blev evakueret og afspærret. Alle tog omkring hovedstaden stod stille i to og en halv time.
Sent onsdag aften har politiet fundet frem til det par, der onsdag eftermiddag lagde pakken i toget.
- Vi blev ringet op af en kvinde fra Aarhus, der fortalte, at det var hende og hendes samlever, der havde lagt pakken i toget, fortæller den centrale efterforskningsleder Sajjad Haider til Ritzau.
Tydelig nervøs kvinde
Flere vidner havde set et par lægge pakken og en tydelig nervøs kvinde spørge manden: "Er pakken anbragt korrekt?"
Pakken viste sig at indeholde et bilbatteri og et sæt viskerblade til en bil.
- Kvinden har forklaret, at hendes veninde i Gøteborg manglede de ting, og de lagde det på toget for at spare forsendelsesomkostningerne, siger Sajjad Haider.
- De havde derfor aftalt præcist, hvor den skulle lægges i toget, så veninden kunne finde den, fortsætter han og siger, at der ikke vil blive rejst sigtelse i sagen.