Aarhusianere spiste Snickers-snitter for kræftramte børn
Kræftramte børn på Skejby Sygehus får glæde af overskuddet fra Kagens Dag
35.000.
Så mange kroner blev der onsdag indsamlet til kræftramte børn i forbindelse med Kagens Dag i Aarhus.
Her gik 900 aarhusianerne til makronerne på Aarhus Rådhus, hvor der blev serveret ikke færre end 10.000 kager.
Overskuddet fra billetsalget blev overrakt til sygeplejerske Lise Jensen fra Skejby Sygehus. Hun var ledsaget af Signe Bang Nielsen, der er i behandling for knoglekræft på børnekræftafdelingen på Skejby Sygehus.
− Jeg vil gerne sige mange tak til jer alle på fondens vegne. De her penge er med til at gøre forskningen endnu bedre på området, sagde Lise Jensen ved overrækkelsen.
De 900 billetter til Kagens Dag i Aarhus blev udsolgt på halvanden dag, og kageglade aarhusianere stillede sig i kø foran Rådhuset en time før, arrangementet startede.
Da gæsterne måtte kaste sig over kagerne, kunne de blandt andre smage Snickers-snitter, mazarinkager, jordbærkager og florentinere.
- Vi er virkelig glade for, at de 8 bagere har formået at lødse opgaven i fællesskab og har givet så mange mennesker en god oplevelse. Vi vil arbejde på at gøre donationen endnu mere lokal, så hver en krone går til Skejbys kræftafdeling for børn og unge, sagde Henning Andersen, der er oldermand i Aarhus og Omegns Bagerlaug.
Det er 18. gang, Kagens Dag løb af stablen i Aarhus.
Disse bagere deltog i Kagens Dag i Aarhus
• Bagergården i Saxild
• Bageriet Løgten og Hornslet
• Fru Nielsens Bageri
• Guldbageren Hørning
• KonditorBager Højbjerg
• SchweizerBageriet
• Strandvejens Bageri i Risskov
• KonditorBager Tilst