Aarhusianer får Hiv-pris
Åbenhed om sygdom giver hæder
Aarhusianske Jakob Hedegaard vinder årets Hiv-pris for sit arbejde med at oplyse om sin sygdom.
Prisen bliver uddelt af AIDS-Fondet, som hvert år hædrer personer, der har gjort en særlig indsats på Hiv- og AIDS-området.
- Det er jeg virkelig glad for. For mig er det et kæmpe skulderklap, at AIDS-Fondet lægger mærke til mig, siger Jakob Hedegaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
41-årige Jakob Hedegaard har åbent i medierne fortalt om, hvordan det er at være hiv-smittet. Blandt andet ved World Aids Day 2012 og i homo-magasinet Out & About.
- Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle om det, for jeg har ikke lyst til at skjule, at jeg har HIV. Det er en del af mig, og det gør bare livet meget nemmere, at jeg kan tale åbent om det med folk omkring mig, siger Jakob Hedegaard.
Det er den indsats, som AIDS-Fondet har fået øje på og nu gerne vil hylde.
- Der er ikke mange hiv-smittede, som har mod på det, og han er dermed med til at sætte et ansigt på debatten om hiv og hiv-smittede, siger AIDS-Fondets direktør Henriette Laursen i en pressemeddelelse.
Prisen bliver overrakt i eftermiddag i København af prinsesse Marie, som er protektor for AIDS-Fondet.