Aarhus vinder attraktions-kamp
Aarhus får flere besøgende ved attraktionerne, mens det går ned ad bakke på Djursland
Nye tal fra Visit Danmark viser, at de aarhusianske forlystelser gennem de seneste fem år har fået flere besøgende.
- Vi tager det som udgangspunkt for, at vi har godt fat i, hvad gæsterne gerne vil, siger Henrik Olesen, der er direktør i Tivoli Friheden.
Han glæder sig over stigningen i antallet af besøgende.
- Attraktionerne i Aarhus gør rigtig meget for at udvikle sig, og det er det, det drejer sig om i vores branche, siger han.
Knap så positivt ser det ud på Djursland, hvor det stort set kun er Djurs Sommerland, der formår at have positiv vækst i de seneste år.
Fregatten Jylland er en af de attraktioner, der taber besøgende i stor stil.
- Der kommer flere og flere professionelle spillere på attraktionsmarkedet, siger Benno Blæsild, der er direktør i Fregatten Jylland som en del af forklaringen.
I Tivoli Friheden mener Henrik Olesen, at det er nemmere for ham som tivoli-direktør at rykke sig, end det er for Benno Blæsild hos Fregatten Jylland.
- Der er nogle af de attraktioner, der er på Djursland, der har svært ved at genopfinde sig selv fra år til år. Det er måske nemmere i forlystelsesparkerne, siger Henrik Olesen.
Og den forklaring er Benno Blæsild faktisk til dels enig i. Derfor vil han også prøve at forny det, der virker svært at forny.
- Vores egne planer er, at gøre Fregatten Jylland mere sexet. Sørge for, at det gamle støvede krigsskib ikke bare er en gammel konstruktion, som man kan gå på museumsoplevelse i. Det skal være et sted, hvor man kan tage hele kroppen og hele familien med til en totaloplevelse, siger Benno Blæsild.
Se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.