Aarhus Universitet vil have forskningspres frem i lyset

En undersøgelse viser, at forskere fra Aarhus Universitet oplever pres, når de vil udgive forskning

Aarhus Universitet har fået bestilt en undersøgelse om forskningsrpres. Den viser, at en mindre del af forskerne på universitetet har oplevet pres, når de skal offentliggøre resultater. (genrebillede fra Aarhus Universitet) Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Forskningsfrihed er afgørende for, at samfundet kan have tillid til universiteternes forskning.

Men en ny rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) viser, at en mindre del af forskerne på Aarhus Universitet oplever pres, når de vil offentliggøre forskningsresultater.

Rapporten er lavet på bestilling fra universitetet. Og universitetet vil nu drøfte en række forslag, som skal være med til at lette presset.

Læs også Brøler på Aarhus Universitet: Færdiguddannede er ikke færdige

Det indebærer blandt andet, at det akademiske råd ved hvert fakultet udpeger en uafhængig forskningsambassadør. Her skal ansatte anonymt kunne indberette pres og få sparring.

Desuden foreslås det, at der nedsættes et centralt udvalg, der med armslængde til ledelsen behandler sager om brud på forskningsfrihed med indstilling til rektor.

Forskere vil ikke være 'en sag'

Olav W. Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant for akademikerne på Aarhus Universitet, er en del af den styregruppe på universitetet, som har skullet se på forskningspresset.

- Rapporten udpeger en række handlingsmuligheder. Vi skal blive skarpere på at forstå, hvad der er pres, og hvad der ikke er pres.

- Og så skal sagerne frem. Rapporten beskriver, at mange forskere ikke har lyst til at være en sag. Det kan være grunden til, at sagerne ikke kommer frem. Det skal vi have gjort op med, siger han.

Men universitetet skal også være bedre til at sætte fokus på de muligheder, som forskerne har i dag, pointerer Olav W. Bertelsen.

Læs også Kronprins Frederik holdt tale på sit gamle universitet

Ikke overrasket over pres

- Det er i forvejen sådan, at hvis folk føler, at de har været udsat for pres, kan de gå til deres tillidsrepræsentant, som skal behandle sager anonymt - uafhængigt af ledelsen.

- Vi skal blive bedre til at gøre kollegerne opmærksomme på, at de kan bruge deres tillidsrepræsentanter, hvis de bliver udsat for pres, siger han.

Læs også Studerende i demonstration ved Aarhus Universitet mod nyt forslag

Fællestillidsrepræsentanten er ikke overrasket over, at forskere udsættes for pres.

Men det giver anledning til bekymring, at rapporten viser, at presset ikke kun kommer udefra - fra eksempelvis ministerier. Det er også kolleger og ledere, der kommer med presset.

- En del af presset er sikkert pres, som oprindeligt kom udefra. Der formår lederne måske ikke at beskytte medarbejderne i tilstrækkelig grad.

- Noget kan også opstå internt, fordi forskerne er uenige, eller nogen bruger deres senioritet til at præge forskningen i en retning, som bedre passer til deres syn. Det er selvfølgelig heller ikke i orden, siger Olav W. Bertelsen.

Læs også Nu er Universitets-parken blevet til en stor cykelgade