Aarhus Universitet leverer drone til brug nær Nordpolen

Droner skal hjælpe klimaforskningen nær Nordpolen

Dronen her blev brugt til at skabe overblik over Northside-pladsen i 2016. Det er ikke den, der bliver sendt til Station Nord. Genrefoto.

Villum Fonden har doneret, og nu kan klimaforskere fra Aarhus Universitet komme endnu tættere på klimaforandringerne.

Aarhus Universitet sender nemlig en drone afsted til Villum Research Station ved Station Nord i Grønland – hvor både danske og udenlandske forskere har studeret klimaforandringer i de senere år. 

Læs også Kommune efter olieforurening: Måske flere måneders arbejde forude

- Det er en topmoderne og avanceret drone, der nu bliver en del af de forskningsfaciliteter, Aarhus Universitet råder over i Højarktis; dronen er klar til forskningsaktiviteter med en række instrumenter, der er udviklet til at modstå de ekstreme kuldegrader. Den første drone her bliver et værdifuldt redskab for en lang række videnskabelige projekter, og vil indgå i fremtidige videnskabelige studier af isen på og omkring Grønland, siger Henrik Skov, der er leder for forskningsstationen og professor ved Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Villum Fonden har leveret 70,5 millioner kroner i alt til Villum Research Station, som er bygget af Aarhus Universitet.

Læs også Aarhus Kommune køber avanceret robot

- En af de væsentligste begrænsninger for at forske tæt på Nordpolen, har indtil for få år siden været manglen på veludstyrede forskningsfaciliteter. Med den store donation fra VILLUM FONDEN har vi ikke kun fået etableret verdens måske mest avancerede forskningsstation nord for Polarcirklen; i dag kan vi præsentere en avanceret drone, der er klar til forskningsaktiviteter i Arktis, siger dekan Niels Chr. Nielsen, Science and Technology på Aarhus Universitet. 

Villum Research Station ligger blot 933 kilometer fra Nordpolen.

Se på kortet herunder, hvor Aarhus Universitets forskningscenter ligger. Husk at zoome ud.