Aarhus United: Der skal være plads til kvinde-elitehåndbold

Aarhus’ nye kvindehåndboldhold spiller i aften kamp i Ceres Park. Målet er en tilskuerrekord

01:35

VIDEO: I aften forsøger kvindehåndboldholdet at sætte tilskuerrekord for en kvindelig håndboldkamp i Ceres Park i Aarhus. Videoen er fra den 7 november 2017.

Kvindehåndboldholdet Aarhus United er kun et par måneder gammelt. I aften forsøger de at sætte tilskuerrekord for en kvindelig håndboldkamp i Ceres Park i Aarhus for at bevise, at der er plads til den kvindelige elitehåndbold i Aarhus.

- Jeg synes, det er super fedt, at der kommer en ny klub på banen, nu hvor SK Aarhus ikke længere eksisterer. Det er super dejligt for os piger, som spiller på holdet lige nu, men det er også dejligt for de alle små piger, som har noget at skulle se op til og noget at stræbe efter, siger Julie Pontoppidan, playmaker og venstre back hos Aarhus United til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Så blev SK Aarhus til Aarhus United

SK Aarhus lukkede ned som professionelt håndboldhold i kvindernes bedste liga i Aarhus, da hovedaktionæren bag klubben trak sin støtte til klubben sidste år.

Et kvindehold i elite-ligaen at stræbe efter

Nu håber Aarhus United på, at tilskuerrekorden kan skabe opmærksomhed omkring klubben, så også sponsorer får øjnene op for den nye klub. Forhåbentligt kan det bidrage til at Aarhus som Danmarks andenstørste by kan have et velfungerende kvindeligt ligahold. Det bakker OL-guldvinder, Katrine Fruelund op om.

Det bliver en svær kamp, men vi går selvfølgelig efter en sejr og at presse dem så meget som muligt.

Julie Pontoppidan, playmaker og venstre back hos Aarhus United

Hvis du har en stor gruppe af spillere i ungdomsholdene, giver det god mening at en by som Aarhus også har et stærkt seniorhold. På den måde er der noget, de små spillere kan se frem til og stræbe efter. Hvis der ikke er et hold i byen, så smutter de jo videre eller stopper helt med håndbolden, når de bliver ældre, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Den unge klub skal spille mod Danmarksmestrene, Nykøbing Falster. Selvtilliden er høj, når det kommer til tilskuerrekorden, men halter lidt når det kommer til kampens resultat.

Lara Gonzales Ortega, Team Esbjerg (t.h.), og Majbritt Toft Hansen, Aarhus United, i aktion i dameligakampen torsdag d. 19 oktober 2017 i Esbjerg. Foto: John Randeris

- Vi ved godt, at det bliver en svær kamp. Vi får besøg af de danske mestre, og er rigtig skarpe i øjeblikket. De er med i Champions League, så de kommer med et meget, meget højt niveau, siger Aarhus Uniteds’ cheftræner Heine Eriksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Og usikkerhed er også til at mærke blandt spillerne:

- Det bliver en svær kamp, men vi går selvfølgelig efter en sejr og at presse dem så meget som muligt, siger Julie Pontoppidan.

OPDATERING: Kampen endte 31-20 til Nykøbing Falster. Til gengæld mødte der i følge Ritzau 1328 tilskuere op til kampen. Og Aarhus United slog derved tilskuerrekorden for kvindelige håndboldkampe i Ceres Park i Aarhus.

Læs også Hård start på ligaen for ny aarhusiansk håndboldklub