Aarhus Uni. haler ind på København
Aarhus Universitet nærmer sig med ny fusion Københavns Universitet i størrelse.
Med en ventet fusion mellem Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) og Aarhus Universitet i næste uge haler Aarhus Universitet ind på storebror Københavns Universitet i duellen om at være landets største universitet. Det skriver JP Århus.
Aarhus Universitet vil med fusionen have 34.000 studerende, mens Københavns Universitet har 37.000 studerende.
På Københavns Universitet frygter man ikke øget konkurrence fra Aarhus Universitet, medmindre Århus-konkurrenten begynder at etablere uddannelser i København.
Det er der ikke aktuelle planer om, men ledelsen på Aarhus Universitet ser store fremtids-perspektiver i at få DPUs hovedsæde i København med i det nye landsdækkende Aarhus Universitet.
- Et brohoved i København er meget velkomment for Aarhus Universitet. Vi fortsætter konkurrencen med alle universiteter i Danmark, siger Jens Bigum, bestyrelsesformand for Aarhus Universitet.