Aarhus-træner efter pokalklø: Vi tager meget med

Unge Aarhus United fik tæsk af København Håndbold. Aarhus-træneren var dog både tilfreds og utilfreds

Aarhus Uniteds træner Heine Eriksen (t.v.) i semifinalen i Santander Final4 i damehåndbold mellem Aarhus United og København Håndbold Foto: Henning Bagger - Scanpix

Aarhus United måtte fredag erkende, at holdet var oppe imod overmagten, da den første pokalsemifinale blev spillet. 

Her vandt København Håndbold 27-19 ved Final 4 i Jysk Arena, og dermed skal Aarhus lørdag spille om bronzemedaljerne lørdag. 

Læs også Klart nederlag: Ingen pokalfinale til Aarhus-kvinder

Trods nederlaget var cheftræner Heine Eriksen dog tilfreds med indsatsen. 

- Jeg har en lidt sjov fornemmelse efterfølgende. Jeg var tilfreds med rigtig meget af det, vi leverede, men ikke med at vi tabte så stort. 

- Vi var med i store dele af kampen. Selv om vi var bagud 7-10 i pausen, så kunne vi været gået til pause med en føring, hvis vi havde været skarpere på vores afslutninger i første halvleg. Det er jeg ganske overbevist om. 

- Vi fightede rigtig fornemt i 50 minutter. Desværre faldt vi ud i ti minutter, og det var der, de bragte sig så stort foran, siger Heine Eriksen.

Aarhus Uniteds Kamilla Bruus kæmper mod Københavns Louise Svalastog i semifinalen i Santander Final4 i damehåndbold mellem Aarhus United og København Håndbold. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Udråbt til outsideren 

Aarhus United var på forhånd udråbt til outsideren blandt de etablerede klubber som København, Team Esbjerg og FC Midtjylland. 

Læs også Undertippede Aarhus-kvinder fester med de voksne

Da SK Aarhus lukkede, blev Aarhus United skabt, og klubben overtog licensen fra SK Aarhus. 

Vi tager vanvittigt meget med. Jeg er sikker på, at Aarhus United vil stå i nogle kampe som de her, hvis vi kigger længere ud i håndboldhistorien.

Heine Eriksen, træner

Derfor har man blot været i gang siden april med klubben og holdet, der i øjeblikket er nummer ti i HTH Go Ligaen. 

På sigt vil deltagelsen ved Final 4 i 2017 dog være med til at bringe aarhusianerne videre, vurderer træneren. 

- Vi tager vanvittigt meget med. Jeg er sikker på, at Aarhus United vil stå i nogle kampe som de her, hvis vi kigger længere ud i håndboldhistorien. 

- Det er klart, at mine unge spillere tager rigtig meget med fra de her to dage. Det gør vi også som klub. Der bliver arbejdet stenhårdt på at få klubben op at stå, og det her kan vi bruge positivt i alle henseender., siger Heine Eriksen.

FINAL4

Santander Final4 for damer spilles den. 29. og 30. december 2017 i JYSK Arena, Silkeborg

Kampene er fastlagt således:

29/12 kl. 18.00: Aarhus United vs København Håndbold

29/12 kl. 20.00: Team Esbjerg vs. FCM Håndbold

30/12 kl. 14.00: 3.-4. plads-kamp

30/12 kl. 16.00: Finale