Aarhus Tigers i DM-finalen
Er på hjemmebane mod københavnere
For første gang i 14 år har Aarhus Tigers kvalificeret sig til DM-finalen i amerikansk fodbold.
Det skete efter en sejr over favoritterne fra Triangle Razorbacks, som aarhusianerne overbevisende formåede at slå med cifrene 37-29.
Dermed er Aarhus Tigers klar til finalen, hvor modstanderen er de regerende mestre, Copenhagen Towers.
Selvom kampen på forhånd er dømt til at blive hård, kan aarhusianerne dog glæde sig over at have en fordel på hånden.
Finalen, der også går under navnet Mermaid Bowl, bliver nemlig spillet på AutoC Park i Randers.
- Det er jo tæt på at være hjemmebane. Vi skal ikke bruge flere timer på at komme frem til finalen. Det betyder meget for vores forberedelse. Samtidig håber jeg, at Football-fans fra hele Jylland vil komme og heppe på os - den opfordring er i hvert fald hermed sendt, siger Jesper Lund Christensen, som er head coach for Aarhus Tigers.
Finalen bliver spillet lørdag den 11. oktober i Randers og bliver live-transmitteret på TV 3 Sport.
Som særlig gæst på lægterne, vil man kunne finde den danske NFL-legende Morten Andersen.