Aarhus Teater vil på udflugt
Scenen er skiftet ud med naturen, når Aarhus Teater inviterer på forestillinger i det blå
Nu kan du se teater i naturen og byrummet i stedet for i en mørk teatersal.
Aarhus Teater skifter nemlig scenen ud med naturen, når de igennem forskellige forestillinger blandt andet vil bruge bybusser og Mols Bjerge som ramme for fire forskellige projekter i denne sæson.
- Det ligger i ordet udflugten: at det er en flugt ud af teatret, det foregår altid uden for teatrets matrikel, ude i byen eller på andre institutioner, aldrig på teatret, siger Tine Byrdal Jørgensen, dramaturg og kurator på UDFLUGTEN.
Se verden fra et nyt sted
Ideen er at betragte verden fra et nyt sted, mener folkene bag projektet.
- Oftest bruger vi byen ret målrationelt, men måske er der en hel masse ting man overser på sin vej, og det kan et værk som ligger under udflugten lave om på siger Anne Zacho Søgaard, instruktør og kunstnerisk leder af UDFLUGTEN.
Projektet strækker sig fra august 2015 frem til 2017 og er støttet af Bikubefonden med knap 1,6 millioner kroner.