Aarhus som eneste by i Europa: 1300 frivillige borgere byder turisterne velkommen

Støtte fra Sallingfondene betyder, at ordningen med frivillige, der tager imod turisterne, nu er gjort permanent

01:16

VIDEO: Anne Jespersen (t.h.) og Helle Bagger er frivillige guider i Aarhus og nyder mødet med de mange turister.

Rugbrødsbidderne er smurt med smør og dekoreret med små danske flag. Smil skorter det heller ikke på, når krydstogsgæsterne går i land og møder de frivillige guider Helle Bagger og Anne Jespersen.

- Do you want to taste the Danish Rye bread?, spøger Helle Bagger en forbipasserende krydstogtsgæst.

- You like it?

- Yes, yes, smiler turisterne høfligt med munden fuld af rugbrød. 

Læs også Plan om at udvikle og forskønne Himmelbjerget møder indædt modstand

Andre skjuler på høfligste vis deres skepsis over for det brune danske brød:

- May I have a flag and not the bread?, spørger en amerikansk turist og nupper et lille dansk flag fra de serverede rugbrødsmadder.

Det er ikke alle turister, der er lige begejstrede for den nordiske spise. 

Mød en aarhusianer

De to danske kvinder er en del af et korps på 1300 frivillige, som på frivillige basis hjælper turister i Aarhus med at finde vej. Og som også gerne stiller op til en hyggesnak. 

Læs også Kina vil lave en tro kopi af østjysk midtby

- Det handler ikke kun om at vise vej hen til en given turistattraktion. Det handler også om, at når vi i dag for eksempel har 6000 krydstogtsgæster i byen, så kan de møde en person, der står ude i byen med et stort 'ask me'- skilt på, som de kan gå hen og spørge, hvordan det er at være aarhusianer, fortæller Peer Kristensen, der er direktør i VisitAarhus, til TV2 ØSTJYLLAND.  

Permanent ordning

Under kulturhovedstadsåret 2017 meldte 3.500 sig frivilligt til at give de mange gæster i Aarhus en god oplevelse af byen. Med penge fra Sallingfondene er det nu lykkes at gøre frivilligindsatsen permanent.

Og torsdag blev snoren klippet til de nye lokaler, som de 1.300 frivillige østjyder der tager imod turister i Aarhus, kan bruge som samlingspunkt.

Ifølge VisitAarhus er frivilligkorpset det eneste af sin art i Europa og derfor helt unikt. 

De frivillige guider hjælper turisterne med at finde rundt i Aarhus, men stiller også gerne op til en hyggesnak. Foto: Per Bille

Sjovt og positivt

For Helle Bagger og Anne Jespersen er det skønt, at være med blandt de frivillige. 

- Jeg synes, det er sjovt at møde andre mennesker og tale med mange mennesker fra forskellige lande, siger Helle Bagger, der torsdag hjalp nyankomne turister med at finde vej til eksempelvis Den Gamle By

- Det er et meget positivt møde med mennesker, som har givet mig mange og positive oplevelser, fortsætter hun. 

Anne Jespersen er helt enig. For hende er der også et ekstra lag i dét at være en del af frivilligkorpset:

- Hvis man er ensom og pensionist her i byen, så behøver man altså ikke kede sig, fortæller hun.

Læs også I dag sættes der ny krydstogt-rekord i Aarhus - og det er kun starten