Aarhus snupper arbejdspladser
Klarer sig på bekost-ning af Randers og Silkeborg
Selvom Aarhus Kommune for tiden mister arbejdspladser, så klarer kommunen sig stadig så godt, at den kommer ind på top-10 for jobvækst blandt landets kommuner. Det skriver jp.aarhus.dk.
Det er tal fra eStatistik ApS, som bearbejder tal fra Danmarks Statistik på brancher og kommuner, der viser at trods en tilbagegang på 1,3 pct. fra 2009 til 2011 ligger Aarhus stadig nummer 9, mens København kommer ind på en 11. plads.
De store byer klarer sig godt, fordi den hårdt ramte bygge- og anlægsbranche ikke fylder så forholdsvis meget som i mindre byer, forklarer direktør Kent Nielsene for eStatistik ApS til jp.aarhus.dk.
Men der er en negativ bagside af den positive udvikling i Aarhus. Kommunen snupper nemlig arbejdspladser fra især Randers og Silkeborg.
Aktiviteten i Aarhus i en række andre brancher er så stor, at det holder en hånd under beskæftigelsen i hele Østjylland, selv om Aarhus kannibaliserer på nogle af omegnskommunerne, som taber arbejdspladser til Aarhus, fortæller eStatistiks direktør Kent Nielsen.