Aarhus skal gå forrest
Mere fokus på børnekultur
Når Aarhus skal være kulturhovedstad i 2017, har byen en enestående mulighed for at markere sig - også når det gælder kultur for børn.
Det mener kulturrådmand Marc Perera Christensen (K), som i dag præsenterede sin plan for, hvad der skal til for at Aarhus kan være foregangseksempel i forhold til børnekultur.
For at Aarhus kan markere sig, skal der blandt andet en bygning til, hvor man kan samle mange af de kulturtilbud, som allerede er i dag.
- Det kan være den musikskole, der lige nu holder til i Officersbygningen på Vester Allé, Børnekulturhuset og den skoletjeneste, der er under opbygning. Vi kan også udbygge med nye områder, f.eks. billedkunst, siger kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) i en pressemeddelelse.
Kulturrådmanden håber, at bygningen som et af initiativerne, kan være med til at gøre Aarhus førenden inden for kultur for børn.
Foreslaget om et samlingspunkt for kulturelle aktiviteter skal nu i høring.