Aarhus-sejlere tæt på at miste OL-chance
Var guldfeltet glippet, havde det slukket OL-håbet for Ida Marie Baad og Marie Thusgaard
Det spidser til i kapløbet om den danske OL-udtagelse i 49erFX, og fredagens sejlladser ved VM i Nacra blev nervepirrende for Aarhus-sejlerne Ida Marie Baad og Marie Thursgaard.
For de to Aarhus-piger, der har vundet sølv og bronze ved VM de seneste to år, var drømmen om OL i Rio snublende tæt på at slutte i utide.
Kun i kraft af en stærk afslutning med en tredjeplads i sidste sejlads fredag, fik de knebet sig ind blandt de 25 bedste, der sejler videre i guldfeltet ved VM.
Var guldfeltet glippet, havde det samtidig slukket OL-håbet for de to Aarhus-sejlere. Nu er de fortsat med, om end der er lang vej til OL-udtagelse fra deres aktuelle 22. plads.
Søstrene Foght Schütt førte
Den førende båd i udtagelsen, med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen, kom bedst ud af de tre sejladser fredag med placeringer som 8, 2 og 6. Det rykker dem op på en sammenlagt 11. plads med to dage tilbage ved VM.
Søstrene Maiken og Anne-Julie Foght Schütt lagde stærkt ud med en fjerdeplads i første sejlads - og en samlet VM-føring for en kort stund - hvorefter de mistede lidt af grebet og i de næste to sejladser indkasserede deres hidtil dårligste placeringer som 13 og 14.
Samlet er Schütt-søstrene nu gledet ned på en ottendeplads.