Aarhus-professor skal stå i spidsen for Nationalmuseet

Rane Willerslev, der er professor ved Aarhus Universitet, skal være ny direktør for Nationalmuseet

Aarhus-professor Rane Willerslev overtager den 1. juli i år direktørstolen på Nationalmuseet i København.

Rane Willerslev er professor i social antropologi ved Aarhus Universitet.

Han er uddannet fra både University of Cambridge og University of Manchester. Han har været direktør for Kulturhistorisk Museum på Universitetet i Oslo og chef for de Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum.

Nationalmuseet er hele Danmarks førende kulturhistoriske museum. Det skal det blive ved med at være.

Rane Willerslev, nyudnævnt direktør for Nationalmuseet

Den 45-årige Rane Willerslev glæder sig til de nye udfordringer.

- Nationalmuseet er hele Danmarks førende kulturhistoriske museum. Det skal det blive ved med at være. Mit mål er at udbygge museets faglige tyngde og frigive dets kreative energi, så det bliver et udfordrende, vildt og engagerende sted for de besøgende, siger han i en pressemeddelelse og uddyber: 

- Ved at sprænge faglige rammer indenfor forskning, bevaring og formidling skal museet afdække nye historiske mysterier, udforske menneskets kulturelle mangfoldighed og udfordre etablerede sandheder. 

Læs også Aarhus Universitet leverer drone til brug nær Nordpolen

Det er kulturminister Mette Bock (LA), der har udnævnt Rane Willerslev til ny direktør. Hun betegner ham som en stor og anerkendt kapacitet.

- Rane Willerslev vil med sin store energi og idérigdom være i stand til at føre museet ind i en ny, nødvendig udvikling, hvor hans solide faglighed og analytiske sans på relevant vis kan tilføre museets forskning, bevaring og formidling et samtidigt og moderne tilsnit, siger Mette Bock. 

Kulturminister Mette Bock. Foto: Kim Haugaard - Scanpix

- Willerslev vil desuden som et kendt og anerkendt ansigt have gode forudsætninger for at kunne tiltrække fondsmidler og dermed ny forskning til museet, tilføjer hun.

Rane Willerslev afløser Per Kristian Madsen, der har været Nationalmuseets direktør gennem ni år.

Nedenfor kan du se et interview med Rane Willerslev fra 2016.