Aarhus Pride støtter kampagne imod homofobi i fodbold

Når der i dag afholdes Aarhus Pride er der ikke kun fest på programmet, men også politiske mærkesager

Aarhus Pride er en kampdag og en festdag for lige rettigheder og muligheder for alle – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering. Foto: Jens Thaysen - Scanpix

Der kommer til at være musik og parade, når Aarhus Pride i dag holder folkefest i byen. Men der vil også være mere alvorlige emner på programmet.

Spillerforeningen, der er en interesseorganisation for fodboldspillere på eliteplan, holder tale til arrangentet om homofobi i fodboldklubber. 

Læs også Rute til Aarhus Pride klar: 'Bøsse' bliver stadig brugt som skældsord

- Der er store problemer med homofobi i fodbold, og vi gerne støtte op om Spillerforeningens kampagne imod homofobi i fodboldklubber, siger Mads Hedelund, der er talsperson for Aarhus Pride, til TV2 Østjylland.

Aarhus Pride er en festdag, der hylder mangfoldigheden og forsøger at kaste et positivt lys over LGBT-miljøet i byen. LGBT står for lesbian, gay, bisexual, transgender.

Fodbold mod homofobi

I april i år lancerede Spillerforeningen i samarbejde med DBU og Divisionsforeningen en landsdækkende kampagne mod diskrimination af homoseksuelle i fodboldklubber.

Ifølge Spillerforeningen håber de, at en landsdækkende kampagne kan få gjort op med den diskrimination mod homoseksuelle, som stadig er en del af fodbolden anno 2017.

Læs også Se billederne: 6.000 deltog i farverig parade i Aarhus

Pride for alle

Aarhus Pride er en kampdag og en festdag for lige rettigheder og muligheder for alle – uanset kønsidentitet eller seksuel orientering.

Det har været afholdt siden 2012 i Aarhus og er det andet største arrangement uden for København.

Udover Spillerforeningen vil borgmester Jacob Bundsgaard og ligestillingsminister Karen Ellemann holde tale.

Der vil være parade gennem byen fra kl. 11-13.15. Resten af dagen vil der være musik, taler, mad og uddeling af Aarhus Pride-prisen.