Aarhus plaget af rotter: Den rette løsning er for dyr

Rotterne myldrer frem i Aarhus, fordi rottegiften er virkningsløs. Den alternative løsning er dog for dyr for kommunen

01:54

Det er ikke svært at få øje på rotterne i baggårdene rundt om i Aarhus i øjeblikket. Rundt om i byen myldrer rotterne frem. Aarhus kommune melder om en tredobling i antallet af anmeldte rotteproblemer.

Problemet er, at rotterne efterhånden er resistente over for den gift, der bruges i kloakkerne.

- Vi har haft en undersøgelse i gang, der viser, at der er rimelig meget resistens for den (giften, red.) nede i kloakken. Og på nuværende tidspunkt er der ikke nogen produkter, der er stærkere og godkendt til at bruge i et kloaksystem, siger Tonny Thomsen, servicetekniker hos Anticimex, der arbejder med rottebekæmpelse for Aarhus kommune.

Løsningen er dyr

Der er et alternativ til den kemiske løsning. Det er de såkaldte mekaniske fælder, som der bliver monteret i kloakkerne. Men denne løsning er en dyr løsning for en stor by som Aarhus.

- Men problemet her i Aarhus er, at det har vi ikke ressourcer til. Det drejer sig om penge, siger Lene Nørskov Skjødt, funktionsleder i Rottebekæmpelsen i Aarhus Kommune.

Den effektive, mekaniske fælde, der spidder rotten, koster ifølge Lene Nørskov Skjødt omkring 15.000 kroner.

- Man kan sige, at i sådan en stor by som Aarhus, der skal vi have mindst et par 100 af dem, siger Lene Nørskov Skjødt.

Politisk velvilje

Det er politikerne, der skal forvalte pengene til rottebekæmpelsen. Men her er der stemning for at løse problemet med det samme.

- Vi har bemærket, at der er opbakning i byrådet rundt for at gøre noget ved det her. Og det er vi selvfølgelig med på. Aarhus skal ikke være en rotteby. Så hvis der skal findes nogle penge i budgettet til at klare det her problem, så er vi også villige til at diskutere det, siger Ango Winther (S), næstformand i Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune. 

01:08

Det tog ikke TV 2 | ØSTJYLLAND mange minutter at finde en rotte, da en baggård i det centrale Aarhus blev besøgt i lørdags. Se mere i videoen her. 

Luk video