Aarhus Lufthavn klar til at åbne igen

Den seneste melding fra Naviair er, at det danske luftrum er lukket frem til i dag kl. 14. Aarhus Lufthavn følger udviklingen konstant.

Som konsekvens af de begyndende positive meldinger fra myndigheder og andre aktører har Aarhus Lufthavn valgt, at lufthavnen vil være fuldt operativ fra tirsdag morgen kl. 08.00, uanset om luftrummet fortsat er lukket.

Den østjyske lufthavn er dermed klar i samme øjeblik luftrummet måtte åbne, men pointerer at det fortsat er myndighederne og de respektive luftfartsselskaber der afgør om der flyves.

- Vi har valgt at udvise rettidig omhu, og er klar til at modtage fly, så snart der bliver givet grønt lys for dette, siger direktør Ole Paaske, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De rejsende opfordres fortsat til at bruge det aktuelle luftfartsselskabs hjemmeside, og andre informations-kilder, som den primære kilde til viden om den aktuelle situation.