Aarhus-løber glæder sig til VM
Hækkeløberen Sara Slott Petersen håber, at kunne leve op til sine egne præstationer
I sidste weekend satte hækkeløberen Sara Slott Petersen fra Aarhus både dansk og nordisk rekord, da hun fik debut ved Diamond League-stævnet i Paris.
Det skete i tiden 53,99 på 400 meter-distancen. En præstation, der betegnes som en af de største i dansk atletikhistorie og som også kom bag på hovedpersonen selv.
Se også: Stor sejr til Sara Slott
Nu er Sara Slott Petersen tilbage i Aarhus og har tid til at lade oplevelsen bundfælde sig og kigge frem mod næste mål. Om fem uger skal hun repræsentere Danmark ved VM i Atletik i Beijing, Kina.
Her er målet at komme i sin første finale ved et internationalt stævne nogensinde. For at sikre sig en finaleplads skal man være blandt de otte bedste. Indtil videre har Sara Slott Petersen kun fået en niendeplads.
- Jeg skal ligesom have fundet nøglen til, hvordan man kommer i finalen, siger hun til TV 2 | ØSTJYLlAND.
Med de gode erfaringer i bagagen fra stævnet i Paris og endnu et Diamond League-stævne i Lausanne i Schweiz i torsdags, hvor hun vandt 400 meter hæk, håber hun, at VM i Beijing bliver stævnet, hvor hun endelig når helt til finalen.
Det var egentlig et mål, hun først havde sat sig selv i 2016, men de gode præstationer har nu givet hende blod på tanden.
Hun ved da også godt, at hun er nødt til at være realistisk. En rekordtid i Paris kan være svær at leve op til i Beijing, hvor niveauet vil være i top:
- Det kræver jo, at jeg kan løbe den tid på den rigtige tid i Kina. Ellers er den ikke meget værd, siger Sara Slott Petersen om sin rekordtid.
Hun tilføjer:
- Det handler jo ligesom om at få medaljerne. Det er det, der er det vigtige.
TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte i dag Sara Slott Petersen i hendes hjem i Aarhus. Her fortalte blandt andet også om, hvordan hendes nye rolle som mor har påvirket hendes træning. Se mere tv-indslaget øverst i artiklen.