Aarhus Letbane i nyt uheld: Rammer bil ved Dokk1

Foto: Letbane

Aarhus Letbane er ramt af et uheld, hvor der kun er sket materiel skade

For tredje gang inden at Aarhus Letbane er begyndt at køre er der sket et uheld, som involverer et Letbane-tog. Det bekræfter Aarhus Letbane overfor TV2 ØSTJYLLAND. 

Der er tale om et sammenstød med en bilist i området omkring Mindet ved Dokk1. Der er kun sket mild materiel skade ved uheldet. 

Læs også Mens vi venter på Letbanen: Midttrafik indsætter lynbusser

Ifølge Jens Velling, der er kommunikationschef hos Aarhus Letbane, er stedet et farligt sted for ikke bare en Letbane, men alle trafikanter.

- Det sted er et vanskeligt sted. Det har mange udfordringer uanset hvilken form for trafikant, du er. Af samme grund har vi talt med kommunen om det her og opfordret dem til at finde en løsning på trafikafviklingen på det her sted, og jeg er sikker på, at det er de godt i gang med, siger Jens Velling til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Forsinket letbane sender buschauffører på overarbejde

- Jeg mener simpelthen ikke, at det er et specifikt problem for en Letbane, det er et problem for alle trafikanter. Det er vigtigt for os at understrege, at vi naturligvis følger færdselsloven, siger Jens Velling om uheldet.

Ifølge Jens Velling har Østjyllands Politi umiddelbart frikendt Aarhus Letbane for skyld i episoden. Det bekræfter Østjyllands Politi. 

Læs også Skæbnedag for Letbanen: Møde i dag skal afgøre fremtiden

- Vi har været nede på stedet, og vi kan konstatere, at der er sket en påkørsel mellem Letbanen og en personbil, og at der ikke er personskade. Det er meget lette materielle skader. Vi har afhørt bilens fører med sigtedes rettigheder, da vi forventer at sigte ham for overtrædelse af sin vigepligt, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Vi er enormt glade for, at der er tale om mindre materiel skade, og vi kører med særlig agtpågivenhed på det sted, siger Jens Velling fra Aarhus Letbane.  

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig