Aarhus Letbane ramt af nedbrud - normal drift lørdag

En it-fejl var skyld i, at Aarhus Letbane fredag gik i stå og kører lørdag med reduceret drift

00:21

VIDEO: Letbanetogene i Aarhus holdt fredag stille efter et teknisk nedbrud.

Aarhus Letbane har fredag været ramt af et teknisk nedbrud, der har standset driften.

Fredag aften klokken 22.20 har Midttrafik dog opdateret letbanens driftsstatus og meddeler på sin hjemmeside, at letbanen kører med reduceret drift resten af aftenen.

Læs også Letbane standset af IT-problemer: Har ikke kørt i flere timer

Der forventes normal drift lørdag. 

Tidligere fredag aften lød det fra Aarhus Letbanes kommunikationsansvarlige, Jens Velling, at problemerne skyldes en it-fejl.

- Vi har problemer med netværksforbindelsen - et it-problem. Det betyder, at vi ikke kan styre letbanetogene fra kontrolcentret. Og det er vi ved at finde en løsning på nu, lød det.

01:21

VIDEO: Reporter Thomas Gam Nielsen fortalte om letbane-problemerne i TV2 ØSTJYLLANDs nyhedsudsendelse fredag aften kl. 19.30.

Luk video

Alt trafik indstillet

Alt trafik på letbanestrækningen, der går fra banegården i Aarhus til Aarhus Universitetshospital i Skejby, har været indstillet. Strækningen har 12 stop.

På grund af it-problemerne valgte Midttrafik fredag at indsætte en ekstra bus til at køre mellem Aarhus Rutebilstation og sygehuset i Skejby. Den første bus kørte klokken 14.

- Vil man holde sig orienteret om, hvornår letbanetogene kører igen, så kan man bruge både Midttrafiks og Rejseplanens hjemmesider, der løbende bliver opdateret, sagde kommunikationschef i Aarhus Letbane Jens Velling tidligere fredag til TV2 ØSTJYLLAND.

Letbanen blev indviet 20. december efter omfattende forsinkelser.

Forsinkelsen af åbningen af letbanen har, ifølge en aktindsigt som TV2 ØSTJYLLAND har fået indsigt i, kostet næsten 70 millioner kroner.