Aarhus Letbane blev advaret: Åbning kaldt urealistisk i august

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Selvom Aarhus Letbane har sagt, at den aflyste åbningsfest kom som et chok, viser en aktindsigt, at selskabets operatør allerede i august fik at vide, at åbningsdatoen var urealistisk

Hvordan kunne det ske, at Aarhus Letbane og deres operatør Keolis ikke fik grebet ind overfor, at Letbanens åbningsfest måtte aflyses i sidste øjeblik?

Det spørgsmål er blevet diskuteret siden aflysningen, og Aarhus Letbane har holdt fast i, at de har vidst, at der var nogle problemer, men at de mente, at de kunne løses inden åbningen. Det er dog langt fra den opfattelse, som Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har haft. Faktisk har de siden august advaret klart om, at det ville gå galt.

En aktindsigt, som TV2 ØSTJYLLAND har fået, viser nu, at Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen i notat til Keolis, der skal drive Aarhus Letbane, allerede den 15. august har gjort det klart, at åbningen den 23. september var urealistisk.

Det skete efter, at Keolis og Aarhus Letbane på daværende tidspunkt endnu en gang ikke kunne overholde en deadlines eller vise fremskridt. 

Læs også Letbanen: Forventer at åbne inden den 26. november

- Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen gjorde samtidig opmærksom på, at den i forvejen meget pressede plan for opnåelse af sikkerhedscertifikat inden den planlagte driftsstart virker urealistisk og ikke levner meget tid for KAL (Keolis Aarhus Letbane red.) til at rette op på eventuelle fundne mangler, skriver styrelsen i et notat fra 15. august.

I notatet beskriver styrelsen blandt andet, hvordan der igen og igen opstår problemer til trods for gentagende møder.

Oplysningen om, at åbningen ifølge styrelsen er urealistisk, er bare aldrig en viden, der havner på bordet hos ejerne af Letbanen, og det møder nu massiv kritik fra Region Midtjylland, der hverken på embedsmandsniveau eller politisk niveau har fået oplysningen. 

- Hvis jeg havde haft kenskab til notatet, ville vi selvsagt have konfronteret Aarhus Letbane hermed. Havde vi haft indsigt i styrelsens forbehold, ville vi enten have anmodet om en forstærket indsats i forhold til at få de manglende sikkerhedsgodkendelser indhentet, eller vi havde haft muligheden for sammen med Aarhus Kommune i god tid at udskyde det planlagte åbningsarrangement, skriver Regionrådsformand Bent Hansen (S) i en e-mail til TV2 ØSTJYLLAND.

02:41

VIDEO: Se mere om, at Aarhus Letbane i august blev advaret om, at  åbningen i september var urealistisk. Foto:Letbane

Luk video

Han er derfor voldsomt utilfreds med den måde, som Aarhus Letbane og Keolis har forvaltet deres ansvar på.

- Jeg finder det yderst kritisabelt, at ejerne ikke er blevet forholdt disse oplysninger. Det vigtigste lige nu er, at vi får Letbanen ud at køre med passagerer så hurtigt som overhovedet muligt, slutter e-mailen fra regionsrådsformanden.

Ekspert: Burde være gået videre til bestyrelsen

Det er yderst kritisabelt, at en information som den, der fremgår af aktindsigten, ikke bliver lagt frem en bestyrelse og dermed ejerne, mener professor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh. 

00:41

Video fra da Letbanen genoptog testkørslerne

Luk video

- Det er jo dybt kritisabelt, fordi informationen, der er i notatet, åbenlyst vil være noget, der er vigtigt for en bestyrelse at vide. Det skyldes jo ganske simpelt, at der står relativt klart, at den tidsplan, som bestyrelsen har lagt, ikke holder - og samtidig ser det heller ikke ud til, at problemerne med sikkerheden bliver mindre i takt med, at tiden går. I det hele taget virker det som om, at der ikke styr på, hvad skal til for at rette op på problemerne, siger professor Per Nikolaj Bukh.

Han mener, at direktionen i Aarhus Letbane og Keolis kan være blevet ramt af noget, som man kalder for eskalerende commitment.

- Det kan jo sammenlignes med, når politikere populært sagt kravler op i træet og ikke kan komme ned. Det bør en erfaren ledelse kende, men det kan være svært at opfange, fordi det jo er et psykologisk fænomen, fortæller Per Nikolaj Bukh.

03:21

VIDEO: Se hele interviewet med Per Nikolaj Bukh.

Luk video

Aarhus Letbane og Keolis afviser fejl

Selvom Aarhus Letbane altså vidste, at Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen anså tidsplanen som urealistisk tilbage i august, så mener Aarhus Letbane ikke at have handlet forkert. De henviser til den redegørelse, som de har afleveret til Aarhus Kommune og Region Midtjylland. 

09:22

Aarhusianerne har stadig tømmermænd efter den kuldsejlede letbanefest i lørdags. I dag kom Letbanens egen forklaring på, hvad der gik galt, og hvorfor Letbanen stadig ikke har fået lov til at køre. Kristian Würtz (S) og Bünyamin Simsek (V) er med i studiet. Se et tidligere indslag her. 

Luk video

- Der indgås en dialog med Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen om en ny dokumentgennemgang. Det skal understreges, at det er meget sent i processen for Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen at foretage en ny dokumentgennemgang. En sådan plejer at blive lavet tidligere, efterfulgt af funktionstilsyn og implementeringstilsyn. Aarhus Letbane vurderer dog, at selvom Keolis sikkerhedsledelsessystem ikke er perfekt, så er det ikke så ringe, at det giver anledning til ikke at kunne køre med letbanen, skriver Aarhus Letbane i redegørelsen.

De understreger, at de mener, at det helt normalt, at disse godkendelser først falder på plads i sidste øjeblik, og derfor har de ikke vurderet, at de har tilbageholdt information. 

Læs også Letbanen beklager: 4000 stykker kransekage deles ud på Dokk1

Også operatøren Keolis mener, at de har gjort, hvad de kunne, for at få rettet de fejl og mangler, som Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har påpeget overfor virksomheden, og samtidig mener de, at de godkendelser, der løbende kom ind i forbindelse med godkendelsesprocessen gjorde dem fortrøstningsfulde i forhold til, at deres sikkerhedssystem kunne godkendes. Det skriver Keolis i en e-mail til TV2 ØSTJYLLAND.

- Det er tydeligt at der under forløbet har været en miskommunikation mellem Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Keolis. Dette har vi nu adresseret ved at tilføre en erfaren projektleder fra Keolis-gruppen, som har opbygget sikkerhedsledelsessystemer på letbaner i blandt andet Norge og Frankrig. Siden har vores arbejde med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen været meget konstruktivt, og vi ligger vandret for at få Aarhus Letbane ud at køre for borgerne i Aarhus. Parallelt hermed har vi genoptaget vores testkørsel, så vi kan vedligeholde vores procedurer i driften, skriver Keolis.

Aarhus Letbane forventer at kunne åbne den første etape inden den 26. november. 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig