Aarhus-kor klar til VM med egen slagsang: - Vi galer for Danmark

Unghanekoret fra Aarhus har lavet deres bud på en VM-sang – en sang de håber på, de danske fans vil skråle med på under slutrunden

01:13

VIDEO: Unghanekoret fra Aarhus har lavet deres eget bud på en slagsang.

Lørdag aften kl. 18 spiller Danmark første kamp ved VM mod Peru. Som optakt til opgøret vil mange danske fans helt sikkert høre Thomas Helmigs VM-sang 'Hele Danmark op at stå', men der er faktisk et andet østjysk alternativ.

Unghanekoret fra Aarhus bestående af unge mænd, der bare godt kan lide at synge, har lavet deres eget bud på en slagsang. Sangen er blevet flittigt delt på de sociale medier.

Læs også Thomas Helmigs VM-sang er klar: Hør den her

- Det har vi gjort, fordi vi synes, at det er sjovt, og gode sange samler folk. Sangen bærer præg af, at vi tror på, at vi vinder det hele, fortæller korleder Oskar Hougaard Jefsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Koret blev enig om at lave en VM-sang under en god julefrokost, og den er som sådan ikke lavet som en protest mod eksempelvis den officielle slagsang.

Syng vores i stedet for

- Men jeg godt forstå, hvis nogle ikke synes, at Helmigs sang helt lever op til forventningerne til en VM-sang, siger Oskar Hougaard Jefsen.

Sangen bærer præg af, at vi tror på, at vi vinder det hele.

Oskar Hougaard Jefsen, korleder

- Så jeg synes da, vi skal synge vores i stedet for, fortsætter han.

Thomas Helmigs sang, som kan høres herover, fik da også hårde ord med på vejen fra anmeldere og brugerne på TV2 ØSTJYLLANDs Facebook-side.

- Jeg synes, han er faldet af på den, skrev Anja Bøgh Mortensen efter offentliggørelsen den 8. juni.

Ikke blandt Helmigs bedste

- Desværre ikke blandt Thomas Helmigs bedste. Der mangler noget begejstring og glæde i selve melodien - teksten er som sådan ok, lød det fra Finn Hermansen.

Derudover var det ord som kedelig og ringe, brugerne gav sangen med på vejen. Også flere musikanmeldere var hårde i kritikken af sangen.

Læs også Lama fra Ebeltoft spår dansk nederlag til VM

- 'Hele Danmark op at stå' er endnu en af de lummerfunky skæringer, der er så typiske for Helmig, og i forlængelse af veteranens aktuelle flopalbum, 'Takker', savner man popstjernens melodiske kvaliteter fra storhedstiden i 1980'erne, hvor landsholdet jo også samlede nationen, skrev Ekstra Bladets Thomas Treo i sin anmeldelse.

Nu er der så altså et andet aarhusiansk bud på en VM-sang – fra Unghanekoret.

04:21

VIDEO: Du kan høre sangen 'Vi galer for Danmark' lige her. 

Luk video