Aarhus Kommune holder forkælelsesdag for frivillige
Torsdag er de frivillige på ældreområdet inviteret til en forkælelsesdag på Aarhus Rådhus
De er besøgsvenner, brugerrådsmedlemmer, cykelpiloter, flyttevenner og meget mere, og så er de alle sammen frivillige.
I dag, torsdag, er 450 frivillige på ældreområdet samlet i Aarhus i en såkaldt anerkendelses- og forkælelsesdag på Aarhus Rådhus. Det er rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, der har inviteret. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Der vil være musik og humoristiske indslag ved Martin Hornstrup og Karen Marie Lillelund. Og så er der en lille godtepose til dem, der møder op – der vil nemlig blive overrakt en pose med chokolade, kaffe og rabattilbud til de frivillige.
Læs også
- Jeg kan slet ikke rose den frivillige indsats højt nok. De mange frivillige på seniorområdet i Aarhus er med til at skabe grobunden for det gode liv og løfte velfærden til højder, som vi ikke kunne nå uden deres indsats. Og det gælder både dem, der er frivillige ved lokalcentre og plejehjem, og dem der gør en indsats i de mange foreninger, siger rådmanden for Sundhed og Omsorg Jette Skive om baggrunden for arrangementet, hvor hun hylder de frivillige og Frivilligrådet i Aarhus Kommune, som i høj grad har været med til at arrangere dagen.
I Aarhus er der flere end 500 foreninger for seniorer, og der er omkring 3.000 mennesker, der laver frivilligt arbejde på lokalcentre og plejehjem. Hertil kommer mange tusinde, der gør en frivillig indsats i foreninger på seniorområdet.