Aarhus klarer krisen godt
Det samme gælder landets øvrige storbyer
Borgerne i landets største byer er sluppet godt gennem krisen.
Aarhus er, trods et beskedent dyk fra nummer 17 til nummer 21, stadig landets bedst placerede storby blandt de 98 kommuner, på et nyt, grundigt indeks over, hvordan det står til med borgerne i landets kommuner. Det skriver Ugebrevet A4.
København og Aalborg har taget et markant ryk opad på ranglisten, og Odense er også rykket opad i velfærdsindekset fra nummer 52 i 2007 til nummer 43 nu.
Krisen har været nådig ved storbyerne
Bevægelserne i indekset viser, at krisen har været nådig ved de store byer, vurderer kommunalforsker Roger Buch, som er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
- Boligmarkedet i Aarhus og København begynder efterhånden at nærme sig det samme prisniveau, som man havde før krisen. Det viser i ekstrem grad, hvor forholdsvis let de er kommet gennem krisen, siger Roger Buch.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har for Ugebrevet A4 ranglistet landets 98 kommuner efter, hvordan borgerne havde det i 2007, før krisen satte ind, og hvordan deres tilstand var fire år senere i 2011. Indbyggernes tilstand er blevet målt på ikke mindre end 16 forskellige områder. Det drejer sig blandt andet om graden af uddannelse, hospitalsbesøg, beskæftigelse, tilflytning til kommunen og formue.
Ifølge AE's opgørelse er Aalborg især rykket op ad listen på grund af stor tilflytning, relativt mange børnefødsler og forbedringer i levetiden.
Nyder godt af statslige investeringer
Ifølge Roger Buch kan lokalpolitikerne ikke tage en særlig stor del af æren for, at det går godt i København, Aarhus og de andre storbyer.
- De større byer nyder i høj grad godt af statslige investeringer, som sætter gang i en positiv spiral. Investeringer i videregående uddannelser, statslige arbejdspladser, jernbanenet, motorveje og havne trækker en meget stor del af udviklingen i de større byer, siger Roger Buch.