Aarhus jævnet med jorden
Store områder ødelagt af vandaler i Minecraft
Store dele af Aarhus er blevet ødelagt af vandaler.
Sådan er status på Geodatastyrelsens storstilede digitalisering af Danmark i computerspillet 'Minecraft', der blev præsenteret for en uge siden, skriver metroxpress..
- Vi har oplevet, at store områder i København, Aarhus, Odense og Aalborg nærmest er blevet jævnet med jorden. Det er tilsyneladende grupper, der mødes og systematisk ødelægger alt omkring sig uden at bygge nyt, fortæller Chris Hammeken, kommunikationschef i Geodatastyrelsen.
I går morges indløb der en ny melding til kommunikationschefen om den seneste udvikling i den online 3D-verden. Københavns Hovedbanegård var blevet indtaget af De Forenede Stater.
- Nyheden om vores projekt er gået jorden rundt, og det er åbenbart også nået til USA, konstaterer Chris Hammeken efter at have set billedet af den amerikanske invasion.
- Det er en del af spillet
I Banegraven i København stod to amerikanske tanks, og Dannebrog måtte vige sin plads til fordel for Stars and Stripes. Det er dog ikke noget, der giver Chris Hammeken lyst til at få it-afdelingen til at genindlæse den originale data, så banegraven bliver fri for fremmede styrker.
- Det er en del af spillet. Folk bygger ting op, og så er der andre, der fjerner dem igen og bygger noget andet, siger han.
Og det fik han ret i. Efter få timer var den amerikanske invasion slut. I stedet havde, hvad der må formodes at være en svensk bruger, placeret et stort blåt og gult flag i banegraven. Det lader til, at krigen om Hovedbanegården langtfra er slut.