Aarhus har de gode idéer
Vinder priser for virtuelt prøverum
Aarhusianske studerende klarer sig rigtig godt, når det kommer til at udvikle projekter og nye idéer.
Det kommer til udtryk til EM i entreprenørskab i Belgien, som bliver afholdt i denne uge.
De studerende klarer faktisk så godt, at to grupper fra Erhvervsakademi Aarhus er løbet med tre ud af de seks europæiske priser.
24-årige Doris Julia David står sammen med tre andre studerende bag konceptet Room for Change, der skal give detailbutikkerne bedre mulighed for at konkurrere med webshops.
Gruppen vandt to af de eftertragtede priser.
- Det er jo helt vanvittigt! Jeg vil sige, at vi er meget ambitiøse, så vi havde regnet med at vinde noget, men at vi så skulle vinde hele to priser. Det er vildt. Specielt fordi den ene pris, normalt ikke bliver givet til Danmark, siger Doris Julia David til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Doris Julia David og resten af gruppen bag Room for Change vandt priserne Awards Intel Innovation Award og Accenture Responsible Leadership Award.
Virtuelt prøverum
Konceptet består en software, som skal integreres i prøverum. Med hjælp af en skærm i spejlet og kameraer skal Room for Change give kunderne en anderledes oplevelse.
- Kameraet kan tage et billede, så man kan se sig selv 360 grader og på skærmen kan man så sig, hvilke accessories, der vil passe til tøjet. På den måde har butikkerne har mulighed for at øge deres mersalg, siger Doris Julia David til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lige nu er gruppen i dialog med en stor tøjkoncern om at få integreret konceptet i deres butikker.
Udover Room for Change vandt projektet Onbooked også en pris til EM entreprenørskab.