Århus Håndbold tabte på Fyn

GOG tog fredag aften en vigtig sejr over Århus Håndbold i herrernes liga. Randers vandt over Skjern

Foto: Kim Rune - Scanpix

Foto: Kim Rune - Scanpix

Foto: Kim Rune - Scanpix

1 af 3

GOG Håndbold står med gode kort på hånden i jagten på at nappe en af de otte pladser, der giver adgang til slutspillet i herrernes håndboldliga.

Fredag aften sejrede fynboerne på hjemmebane med 33-27 over Århus Håndbold og bragte sig på 18 point for 17 kampe i grundspillet i 888 Ligaen. Århus forbliver på 14 point udenfor top-8.

GOG ligger dermed på sjettepladsen, men KIF Kolding København kan tage sjettepladsen tilbage med en sejr senere fredag. 

Læs også Århus Håndbold tilbage på sejrskurs

Kampen var ganske jævnbyrdig, men GOG sikrede sejren ved at være et niveau bedre i de sidste ti minutter.

Højrebacken Niclas Vest Kirkeløkke bidrog til sejren med ti scoringer, mens Århus' 19-årige Omar Ingi Magnusson - ligeledes højreback - sendte bolden i kassen ni gange.

Særligt Niclas Vest Kirkeløkke var veloplagt fra begyndelsen. Han scorede fire gange i de første knap fem minutter og sørgede for tidlige fynske føringer på et par mål.

Men Århus fik hurtigt kontakt og sørgede for en meget jævnbyrdig første halvleg. Holdene fulgtes pænt ad og gik til pause med stillingen 16-16. 

Læs også Skanderborgs træner smutter til GOG

Ti minutter før tid var stillingen fortsat helt lige ved stillingen 25-25, men derefter gik Århus i stå og holdt en scoringspause på næsten syv minutter.

Det udnyttede GOG til at tage en på papiret komfortabel sejr.

I Tønder var det top mod bund, og efter en lige første halvleg hævede førerholdet Aalborg niveauet efter pausen og sejrede 28-22 over Tønder, der ligger næstsidst.

Ligaens agterlanterne, Randers, skabte på hjemmebane en solid overraskelse ved at slå Skjern 31-27 efter 15-13 ved pausen.

Østjyske hold i aktion

GOG Håndbold-Århus Håndbold 33-27 (16-16)
Århus Håndbold:  Omar Ingi Magnusson 9, Anders Martinusen 6, Minik Dahl Høegh 4, Frederik Krarup 2, Mads Kalstrup 1, Joachim Pedersen 1, Anton Laursen 1, Robert Gunnarsson 1, Fredrik Sørensen 1, Stian André Breivik 1
Diskvalifikation: Torsten Laen, GOG Håndbold
Udvisninger: GOG Håndbold 6, Århus Håndbold 5
Tilskuere: 1.348

Randers HH-Skjern 31-27 (15-13)
Randers HH:  Lars Skaarup 5, Simen Strømberg 5, Hans Martin Asmussen 4, Jorn Smits 4, Søren Fisker 3, Rasmus Lilholt 3, Kristian Ulriksen 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Rasmus Bech 1, Viggó Kristjánsson 1
Udvisninger: Randers HH 1, Skjern 2
Tilskuere: 445