Aarhus-forsker får pris og 1,2 mio. kroner

Lektor i fysik, Liv Hornekær, modtager eftertragtet forskningspris for sit arbejde med blandt andet at udvilkle bedre solceller

Foto: Aarhus Universitet

Hvert år får fem danske forskere under 45 år overrakt en pris og en pose penge, som de kan bruge på at blive endnu klogere inden for deres felt. Viden, som kommer os alle sammen til gode.

I år er den ene af priserne gået til lektor i fysik og ph.d ved Aarhus Universitet, Liv Hornekær, som torsdag blev hædret med netop Uddannelses- og Forskningsministeriets Eliteforsk-pris på Ny Carlsberg Glyptotek i København.

Med prisen følger 1,2 millioner kroner - de 200.000 kroner til hende selv og en million kroner til forskningsaktviteter.

- Det er en værdsættelse af ikke kun mit eget, men i særdeleshed også hele min forskergruppes, arbejde gennem mange år, siger hun i en pressemeddelelse.

Liv Hornekær forsker i overfladefysik - lige fra de største stjerner til de mindste molekyler og atomer. Et af de områder, hun forsøger at finde løsninger inden for, er forskellige former for coating.

Eksempelvis overfladebehandlinger, der kan forebygge rust, men også overflader på solceller, som kan være med til at gøre dem endnu mere effektive og på den måde suge mere lys til sig.

- Vores håb er, at vores forskning kan være med til at bidrage til at løse nogle af de problemer ved at udvikle en ny generation af solceller, hvor man kan benytte nanopartikler, som det pt. ikke er muligt at bruge, siger Liv Hornekær.

Også fem ph.d.-studeerende fra Aarhus Universitet fik torsdag overrakt stipendier på 200.000 kroner til studieophold:

  • Alexander Holm Kiilerich, Institut for Fysik og Astronomi
  • Jean-Pierre Desforges, Institut for Bioscience
  • Marie Kirk, Psykologisk Institut
  • Rasmus Østergaard Pedersen, Institut for Bioscience
  • Sigrun Schmidt, Institut for Klinisk Medicin

Du kan se en præsentationsvideo af Liv Hornekær og høre, hvad det er hun beskæftiger sig med nedenfor: