Aarhus-firmaer er pænt tilfredse
Der er stor tilfredshed med at drive virksomhed i Aarhus, viser ny måling
Der er fine perspektiver i at drive virksomhed i Aarhus. Det siger virksomhederne selv i en ny måling, som Epinion har foretaget for Aarhus Kommune.
Her svarer 75 procent af de adspurgte, at de er enten tilfredse eller meget tilfredse med at drive virksomhed i Aarhus.
Syv procent er i den modsatte grøft og er utilfredse, mens blot to procent er meget utilfredse.
- Jeg er tilfreds med, at erhvervsklimaet i Aarhus generelt vurderes meget højt og at det går virksomhederne så godt, at mange forventer at ansætte flere medarbejdere i år. Det er en meget positiv melding fra de lokale erhvervsledere. Men samtidig lytter vi også til de kritikpunkter, vi samler ind med vores undersøgelse, for det er en væsentlig grund til at lave en sådan undersøgelse. Vi gør vores bedste for at rette op på de problemer, virksomhederne oplever, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Næsten 40 procent af virksomhederne har også forventninger om, at der skal ansættes flere folk i løbet af 2015. Kun tre procent forventer, at medarbejdertallet vil falde.