Aarhus-firma bygger Femern-forbindelsen
Per Aarsleff, Cowi og Sweco bliver de danske entreprenører, der skal være med til at bygge Femern-forbindelsen.
Der er formentlig jubel og glade dage hos de tre danske firmaer, der fredag har fået at vide, at de skal være med til at bygge Femern-forbindelsen.
Det drejer sig om den aarhusianske entreprenør Per Aarsleff, som sammen med rådgivningsfirmaet Cowi er blevet de danske vindende konsortium på portaler og ramper og sænketunnel herunder tunnelfabrikken på Femern-forbindelsen.
Per Aarsleff A/S har hovedkontor i Åbyhøj i Aarhus, men entreprenørfirmaet er netop nu i gang med at bygge et nyt af slagsen. Virksomheden forventer at kunne rykke ind i det nye hovedkontor ved Genvejen i Aarhus om et års tid.
Per Aarsleff har haft et godt år, hvor man rundede en omsætning på 10 milliarder kroner og øgede årets resultat betragteligt. Selskabets årsregnskab for 2014/15 viser et resultat før skat på 455 millioner kroner, svarende til en forbedring på 125 millioner kroner fra året inden.
Aarsleff bekræfter rammeaftale
Det danske rådgivningsfirma Sweco skal være med i rådgivningsdelen på gravearbejdet. Det skriver Femern A/S i en pressemeddelelse.
Internationalt samarbejde
De danske entreprenører skal arbejde sammen med entreprenører fra Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland.
Fredag vedtog et flertal på Christiansborg at gå videre med projekteringen af tunnelen, selv om der har været forsinkelser i tidsplanen.
Bag aftalen står transportminister Hans Christian Schmidt (V) og partierne Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Radikale, SF og De Konservative.
Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland ventes at blive åbnet i 2028.