Aarhus Festuge handler om fællesskab

Aarhus Festuge er i gang og Klostertorvet danner ramme om nogle af festlighederne

VIDEO: Få stemning og historisk overblik over festugen her.

Aarhus Festuge er skudt i gang, og det betyder fest, farver og fadøl. Omkring tusind arrangementer løber af stablen de næste syv dage, og det sker på hundrede forskellige lokationer.

Klostertorvet er omdannet til Kloster Square, og her til aften gik arrangementet ud på at vise diversiteten i byen.

- Jeg tror at rigtig meget af festugen handler om fællesskab, og det er det, vi prøver at favne her på Kloster Square, og vi prøver både at fange fællesskabet i forhold til de mennesker, vi vil have ind på pladsen, men også dem, vi sætter på scenen i løbet af ugen, fortæller projektleder for Culture Works, Simon Benjamin Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Mosten - mest mænd og motorcykler

Vi vil gerne vise en diversitet, som vi ved findes i Aarhus

Simon Benjamin Christensen, projektleder

Det var væsentligt for Simon Benjamin Christensen, at de skabte et arrangement, som hverken var et øltelt eller finkultur.

- Der er ikke noget i vejen med et øltelt, der var bare kommet mange af dem, og vi vil gerne vise en diversitet, som vi ved findes i Aarhus, siger Simon Benjamin Christensen.

Gæster i 40 år

Nogle af dem, som har tilsluttet sig festlighederne på Kloster Square er Lars Christensen og kammeraten Brian. De har deltaget i festugen omkring 40 år.

- Vi plejer at mødes her første fredag i festugen og så se, hvad der sker af kulturelle arrangementer i løbet af ugen, fortæller Lars Christensen.

Det meste af planerne tager vennerne, som de kommer, men de ved godt, hvad der i hvert fald skal indgå:

- Vi skal have en del øl, regner vi med, siger Lars Christensen. 

Læs også Rim og remser uden grænser: - Det giver god energi