Aarhus fejrede byens letbane med folkefest på havnen
Solskinsvejr, kage og taler var på menuen, da der lørdag blev holdt folkefest til ære for Letbanen på havnen i Aarhus
Du kan klage, eller du kan bage.
Sådan lød beskeden fra arrangørerne bag en folkefest for den stadig uåbnede letbane i Aarhus.
- Der har været så meget palaver frem og tilbage og det ene og andet med Letbanen. Men vi er glade for, at vi har fået den, og derfor synes vi, at det var oplagt, at vi som borgere går ind og støtter og simpelthen skaber en folkefest, som vi kan se i dag, siger medarrangør Adrian Fey.
Blandt de mange fremmødte var der også god stemning og tilfredshed med arrangementet, som satte et tiltrængt positivt lys på Letbanen.
- Jeg synes, det er så sjovt, at der er nogen, der sætter et andet punktum på noget, som godt kunne have været afsluttet bedre, siger Leif Nielsen, der deltog i dagens Letbanefest.
Borgmester deltog
Blandt de deltagende til festen i Aarhus var også byens borgmester Jacob Bundsgaard (S). Han kunne dog ikke give de fremmødte den glædelige nyhed om Letbanens åbning.
I stedet udtrykte han sin utilfredshed med Trafikstyrelsen til de fremmødte journalister. Arrangementet var Jacob Bundsgaard til gengæld meget tilfreds med.
- Sikke en opbakning der er til letbanen og byen. Der er jo hundredvis af aarhusianere, der er kommet ned på grund af en facebookevent og er med til at fejre, at vi får en letbane, og at den forhåbentlig snart kommer ud at køre med passagerer, siger Jacob Bundsgaard.
Solskinsvejr og kagebord
Man kunne ikke klage over vejret til Letbanefesten på havnen, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Kage var der også rigeligt af, det havde frivillige kræfter sørget for.
- Jeg bliver rørt, stolt og glad på alles vegne og på byens vegne. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan samle folk med deres egen frivillighed og med deres egen tid. Folk har bagt kager, og folk har valgt at støtte op både online og især i dag. Jeg synes, det er helt fantastisk, at man stadig kan det her i en by, der vokser hastigt, siger Adrian Fey.
Godkendelse kan komme onsdag
Letbanen kører rundt i bybilledet, og hver gang den kom forbi folkefesten blev der jublet og klappet, men i toget var der ud over en chauffør tomt.
Letbanen har nemlig ikke kunne få den endelig godkendelse fra Trafikstyrelsen til at køre med passagerer. Lørdag kunne Trafikstyrelsen dog melde ud, at de regner med at kunne give den godkendelse på onsdag.
Til arrangementet kom Jacob Bundsgaard med skarp kritik til Trafikstyrelsen på grund af det forløb, der har været med at få godkendt sikkerheden hos Letbanen: