Aarhus får ny container-scanner

Kontrolkapaciteten fordoblet på landsplan 

Foto: Jack Fridthjof

Den mobile container-scanner, der i fem år med stor succes har opereret over hele landet med base i Aarhus, får nu en ny og mere moderne afløser. Samtidig rykkes den gamle scanner foreløbig til København, så kapaciteten på landsplan fordobles.

Den nye scanner blev præsenteres på Aarhus havn i dag, og kan efter de sidste myndighedsgodkendelser sættes i drift fra torsdag morgen, oplyser afdelingsleder Hardy Vinter fra Told og Skat til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Scanneren kan på 2-3 minutter vise et røntgenbillede af hele containere, og kan dermed et hurtigt give et billede af, om der gøres forsøg på at føre andre varer end dem, der angives, ind eller ud af landet.
 
Den nye er mere følsom og bedre i stand til at skelne mellem hårdt og blødt materiale, hvilket skulle gøre den mere effektiv ved afsløring af f.eks. narkotika skjult i containere. Den er også en del af terrorberedskabet, idet der også kigges efter tegn på våben og sprængstoffer.

Der bliver fortsat kun tale om stikprøvekontrol af de 800.000 containere, som passerer Aarhus Havn hvert år. Scannerne bruges både i containerhavne og til kontrol ved landegrænsen.