Aarhus får hurtigere bredbånd
Aarhusianske kunder hos teleselskabet 3 får adgang til hurtigere trådløst bredbånd
Kunderne i teleselskabet 3 kan nu få adgang til hurtigere trådløst bredbånd.
Selskabet fordobler hastigheden i sit net fra 16 til 32 megabit pr. sekund. Dermed får de fleste brugere hos 3 frit og kvit fordoblet hastigheden, oplyser selskabet.
- Med opgraderingen cementerer vi det faktum, at 3 har Danmarks absolut bedste datanetværk, siger Mikkel Torsting, vicedirektør med ansvar for salg og marketing.
I første omgang bliver det kunder i København og Aarhus, der får glæde af opgraderingen. Inden årets udgang vil de fleste danskere have adgang til det hurtige mobile bredbånd.
Fra starten dækker 3 cirka 30 procent af befolkningen med den hurtigere hastighed. Denne dækning ventes ved årets udgang at nå 78 procent af befolkningen.