Aarhus dropper Mariager-salt

Frygter at salt klumper sammen og laver kager i spredere

Når vinteren sætter ind, skal de aarhusianske bilister også i år køre på asfalt overstrøet med salt fra så fjerne lande som Chile og Australien.

Ifølge Aarhus Stiftstidende har Aarhus Kommune valgt at droppe salt fra Akzo Nobel i Mariager, fordi den østjyske vakuumsalt ikke er egnet til kommunens saltspredere.

Så sent som i sidste måned troede kommunen, at Mariager-saltet var egnet, men nye tests antyder det modsatte.

- Vi fik ikke noget entydigt resultat, der viste, at vi sagtens kunne køre med vakuumsalt uden problemer. Tværtimod så klumpede vakuumsaltet sammen og lavede kager inde i vores spredere, siger chef for trafik og veje i Aarhus Kommune Michael Kirkfeldt til Aarhus Stiftstidende.

I stedet for lokalt østjysk salt satses der igen i år på hav- og stensalt fra Chile og Australien. Dette til trods for at leverancerne fra Chile sidste år var forsinkede.